Nyhed fra Dansk Atletik
Ida Beiter Bomme sætter dansk rekord, men bliver slået med 0,02 på af norske Martine Hjørnevik. foto: Marta Siljudóttir

NM (2): To danske rekorder og et superkast af Katrine

Ida Beiter Bomme og Katrine Koch Jacobsen leverede varen på en fornem dansk søndag, hvor også en mosgroet dansk rekord omsider blev slået.

Efter en fornem 1. dag af NM var der søndag noget at leve op til for de danske atleter. Forventningerne blev dog til fulde indfriet med to vaskeægte danske rekorder på bordet. 

Ida Beiter Bomme stod for den første, da hun i finalen på 100 meter hæk stormede i mål i 12,81. Dermed kunne hun overtage rekorden fra Mette Graversgaard, der for tre år siden i Italien løb 12,83. Tiden er desuden under det direkte krav (12,88) til EM i Birmingham. 

Grundet vindholdene blev lige nøjagtig denne finale flyttet over på den modsatte langside, og det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Medvinden her blev nemlig målt til optimale 1.8 m/s.

”Jeg er glad og rørt. At slå rekorden er noget, jeg har drømt om efter indendørssæsonen. Jeg forstuvede min fod for en måned siden og var virkelig bange for, at jeg ikke kunne løbe. Mine to første stævner gik dårligt, men i dag stemte tingene. Jeg får en god start, går så lidt kold, men får kæmpet mig videre,” lød det efter løbet fra rekordsætteren, der nu med sindsro kan skue frem mod EM.

”At klare kravet er noget, som får mig til at sænke skuldrene. Nu skal jeg ikke tænke over det.”

(foto: Marta Siljudóttir)

Det fornemme resultat rakte dog ikke til guld, idet norske Martine Hjørnevik brød målstregen en håndsbredde foran danskeren med 12,79. Tiderne placerer de to i årets europæiske top-10. Og som om det ikke var nok, snuppede Annika Baun Haldbo bronze ved for første gang at løbe under 13 sekunder: 12,96. Det ligner også EM-deltagelse for den 22-årige Sparta-atlet, som på bare otte dage har barberet over et halvt sekund af den personlige rekord.

Superkast af Katrine Koch
Kvindernes hammerkast bød også på resultater i europæisk topklasse. Katrine Koch Jacobsen leverede karrierens måske bedste serie og toppede den med 74.79 i anden runde – hendes næstbedste kast nogensinde. Tilmed fik hun slået den legendariske stadionrekord på Østerbro, som den daværende verdensrekordholder, tyske Betty Heidler satte ved Copenhagen Athletics Games 2006. Hallgrimsdottir (ISL) og Llano (NOR) var begge over 72 meter, men søndag var der ingen over eller ved siden af det danske hammerkast-es, som fik ekstra god opbakning af publikum.

”Jeg er virkelig godt tilfreds, det var en god serie. Jeg har haft det lidt mentalt svært efter at have kastet så langt tidligt på sæsonen. Bare det at kunne gå ind og præstere til et NM på hjemmebane, det er fedt. Jeg forsøgte at få publikum med efter første kast, og det hjalp.”

(foto: Marta Siljudóttir)

56 år gammel rekord må lade livet
Klichéen om ”mosgroede” rekorder synes på sin plads, når de stammer fra cindersbanernes tid. Det gjorde nemlig den danske rekord for kvinder på 4x400 meter, som siden EM i Athen 1969 på forbløffende vis har overlevet. Altså indtil i dag, hvor en homogen kvartet bestående af Zarah Buchwald, Martha Danneskjold, Celina Dyhring og Anna Krab Scheibelein med 3:35,90 omsider gjorde det af med den gamle notering på 3:36,2. Trods rekordløbet måtte de danske kvinder nøjes med 4. pladsen i heatet.

(foto: Misja B. Jepsen)

Dagen begyndte med endnu en stafetrekord af et ungt hold på 4x100 m. Kvartetten – Alma Ravn, Amaya Kruse Jørgensen, Frederikke Voss Vestergaard og Ronja Christophersen – var identisk med den, der sidste lørdag i Bruxelles havde sat dansk U23-rekord med 44,90. Den fik nu et tryk ned til 44,55, og bekræftede blot, at generationsskiftet i denne øvelse kører på skinner.

Dansk U23-rekord på 4x100 meter for anden weekend i træk. (Marta Siljudóttir)

Dobbeltsejr i forhindringsløbet
Juliane Hvid stod for søndagens anden danske guldmedalje, da hun i suveræn stil sejrede på 3000 meter forhindring i 9:37,17 – hendes fjerdebedste tid nogensinde. Det blev fulgt op af Anna Mark Helwigh, som vandt en tæt kamp om sølv og blev belønnet med PR 9:52,52. 

Tikæmperen Sofus Vølund har i år brudt flere grænser. Søndag gjorde han det igen, da han i det indledende heat på 110 meter hæk satte PR med 13,98. I en finale præget af dårlige vindforhold hentede han senere sølv. Samme slags medalje blev det også til i trespring, hvor Janne Nielsen med 13.56 kun blev overgået af den svenske VM-6’er Maja Åskag. 

Sluttelig var der bronze til Celina S. Jensen i højdespring med 1.76. Det er den 18-årige Amager-atlets højeste spring udendørs, og hun viste i sine forsøg på 1.79, at der de kommende stævner meget vel er mere i hende.

Stolt sportschef
Summa summarum over en lang weekend: 18 medaljer – heraf seks af guld samt rekorder i senior-, U23 og U20 klasserne. Det er sportschef Jackie Newton selvsagt ganske godt tilfreds med.

”Jeg er bare utroligt stolt over, hvad atleterne har opnået i løbet af de sidste to dage. Vi udtog et stort hold på 74 atleter, og det resulterede altså i et væld af rekorder, danske såvel som personlige. Mange af atleterne vil nu være rykket op på ranglisten i deres respektive aldersgrupper, og vi ser frem til onsdagens opdatering af Road to Birmingham (EM-kvalifikationslisten, red.), fordi dette NM giver ekstra point for placeringer.”

Sofus Vølund - sølv på 110 meter hæk og for første gang under 14,00. (DECA Text&Bild)


NM – Østerbro Stadion d. 30.-31. maj
2. dag (se medaljer fra 1. dag)
GULD
Katrine Koch Jacobsen / hammerkast 74.79
Juliane Falsig Hvid / 3000m forhindring 9:37,17 SB
SØLV
Ida Beiter Bomme / 100 meter hæk 12,81 DR
Anna Mark Helwigh / 3000m forhindring 9:52,52 PR
Janne Nielsen / trespring 13.56
BRONZE
Annika Baun Haldbo / 100 meter hæk 12,96 PR
Sofus Vølund / 110 meter hæk 14,33 (PR 13,98 i indl.)
Khavaquiah Rasmussen / 3000m forhindring 9:01,28 SB
Alle resultater

Se alle Marta Siljudóttirs billeder fra 2. dagen

Seneste nyheder