Nyhed fra Dansk Atletik
(foto: DECA Text&Bild)

VM-U20: Ronja løber PR hjem i VM-debuten

DAG 3. Ronja Christophersen skar i fredagens indledende 200 meter-heat to hundrededele af sin personlige rekord, mens Viola Lei Hansgaard manglede lidt over en meter i at nå spydkast-finalen.

Fredagen ved VM-U20 i Eugene bød på et travlt program med hele fem danske atleter i aktion. Travlt havde Ronja Christophersen da også i det indledende 200 meter-heat. Her spurtede Køge-atleten nemlig i mål i 24,32 og skar dermed 0,02 sekund af den PR, hun satte i Bruxelles i juni måned. Det rakte dog blot til en 8. plads i heatet, mens hun som en samlet nr. 54 overgik sin seedning med flere pladser. Næste stop bliver EM i Birmingham, hvor hun er en del af 4x100 meter hold.

Truppens to kastere måtte også se sig slået ud i kvalifikationen. På en god dag havde spydkaster Viola Lei Hansgaard nok nået finalen, men efter 47.74 i første forsøg fulgte der ingen forbedringer. Dermed manglede Trongården-atleten 1.34 meter i at avancere. 

(DECA Text&Bild)

I hammerkast leverede Sarah Ettup Larsen et fornuftigt resultat med 55.24 – hendes fjerde bedste konkurrence nogensinde. Som forventet havde en finaleplads krævet en ny PR fra esbjergenseren. Den gik på 59.31 meter.

Hæsblæsende 3000 meter-finale
Efter en flot indsats i onsdagens 5000 meter ramte Sebastian Smed Grønkjær desværre ikke dagen i 3000 meter-finalen. Kenyaneren Emmanuel Kiprono satte fra start et hæsblæsende tempo og rundede den første km i verdensrekordtempo 2:26 minutter. Det 22 mand store felt var herefter strakt ud med Sebastian bagerst i feltet. Efter 1200 meter lå han stadig til en sluttid omkring den personlige rekord (8:02,00), men herefter var der ikke mere at skyde med og lettere slukøret løb han sidst i mål i en sluttid langt fra hans bedste. Helt fremme var Kiprono med 7:28,28 bare 0,1 sekund fra U20-verdensrekorden. 

Vejle-atleten kan dog se tilbage på en fornem 13. plads på 5000 meteren, der lover godt for næste års EM-U20 i Polen, hvor han stadig er ung nok til at være med.

Vincentsen er sidste dansker tilbage
Dagens første mand i aktion var Mads Vincentsen, der åbnede sin tikamp med 11,42 på 100 meter. I længdespring var han med 6.59 lidt under sit normale niveau, men fulgte fint op med sæsonbedste i kuglestød 12.97 efterfulgt af 1.85 i højdespring og 51,01 på 400 meter. Efter 1. dagen ligger han nr. 28 – 102 point fra sin PR-score. 

(DECA Text&Bild)

Lørdag kl. 9 (kl. 18 dansk tid) gælder det 110 meter hæk, inden han forventeligt løber den afsluttende 1500 meter søndag morgen 5.25 dansk tid og dermed lukker den danske indsats ned for denne gang.

   
VM-U20 – Eugene, Oregon 5.-9. august
3. dag
Mænd
3000 meter (direkte) finale
1. Emmanuel Kiprono KEN 7:28,28 MR
22. Sebastian Smed Grønkjær DEN 8:31,20

Tikamp – stilling efter 1. dag
28. Mads Vincentsen DEN 3591
(11,42 – 6.59 – 12.97 SB – 1.85 – 51,01)

Kvinder
200 meter indl.
Heat 9/9 (-0.5)
8. Ronja Christophersen DEN 24,32 PR
(samlet nr. 54 ud af 75 – 23,87q for at nå finalen)

Hammerkast kval.
17. Sarah Ettrup Larsen DEN 55.24
(52.60 – X – 55.24)
(22 deltagere – 59.31q for at nå finalen)

Spydkast kval.
21. Viola Lei Hansgaard DEN 47.74
(47.74 – 42.54 – 47.04) 
(27 deltagere – 49.08q for at nå finalen)
Alle resultater

Seneste nyheder