
EYOF (1. dag): Chr. Andersson løber sig til semifinale i personlig rekordtid
De fire første atleter skulle mandag i konkurrence på 1. dagen af European Youth Olympic Festival. Her lykkedes det Christian Andersson at avancere til semifinalen på 100 meter med personlig rekord 10,87 sekunder.
Personlig rekord 10,87 sek. og en plads i tirsdagens semifinale på 100 meter. Der var forståelig, spontan glæde hos den 17-årige Greve-sprinter, Christian Andersson, da han kort efter løbet fik tiden og 3. pladsen bekræftet på lystavlen. For med placeringen scorede han det store Q og skulle dermed ikke vente på resultaterne fra de næste to heat for at vide, at semifinalen var i hus. En semifinale, som løbes i morgen kl. 17.40.
Andersson tid placerede ham på en delt 13. plads. Selvom Celina Hagigara forinden hos kvinderne faktisk var længere oppe med den 11. hurtigste tid af alle (12,13), rakte det ikke til avancement for KIF-sprinteren, idet semifinalen røg af programmet – som reglerne foreskriver - grundet kun tre indledende heat.
Stangspringer måtte trække sig
Hagihara kan nu i stedet se frem mod fredagens 1000 meter stafet - eller kun måske: for der er tvivl om et andet medlem af stafetholdet, Klara Bjerregaards start. Som omtalt her på siden, var bronzevinderen fra DM i stangspring så uheldig at vrikke om på foden kort tid før mesterskabet. Mandag stillede hun alligevel op til start i favoritdisciplinen, men efter to prøvespring stod det klart, at foden ikke var klar til konkurrence.
”Ja, det er ærgerligt for Klara – og for de andre på stafetholdet, for modsat drengene har vi ikke lige en reserve at sætte ind. Nu må vi se. Vi krydser fingre for, at Klara alligevel når at blive klar,” lyder det fra holdleder Charlotte Beiter.
Carl Bäckström var eneste dansker i aktion i aftenprogrammet. Her løb Amager-atleten sig ind på 6. pladsen i første heat i 49,61 sek. Det er hans tredjehurtigste tid nogensinde, men i det skrappe selskab rakte det ikke til en finale. Det store talent – der i år har forbedret sig med knap 2½ sekund - fik dog høstet god mesterskabserfaring. Som den eneste i truppen er Bäckström født i ’07 og dermed ung nok til at være med, når der næste sommer er EM-U18 – i øvrigt i slovakiske Banska Bystrica, bare 350 km fra Maribor.
Udover Christian Andersson skal tre andre i ilden tirsdag – med længdespringer Lance Christian Aabo som den første allerede kl. 9.50.
Dagens konkurrencer fandt sted i trykkende 30 graders varme. Til gengæld meldes der om et skift i vejret tirsdag til kraftige byger - med risiko for torden.
European Youth Olympic Festival – Maribor (SLO) 24-29. juli
Resultater 1. dag
Drenge
100 meter indl.
Heat 2 (+1.6)
1. Jakob Kemminer GER 10,72s Q
3. Christian Andersson DEN 10,87s PR Q
400 meter indl.
1. Ondrej Loupal CZE 47,69s Q
6. Carl Bäckström DEN 49,61s
(samlet nr. 16 ud af 24)
Piger
100 meter indl.
Heat 5 (-0.1)
1. Hanna Raepple GER 11,80s Q
5. Celina Hagihara DEN 12,13s
(samlet nr. 11 ud af 24)
Stangspring kval.
- Klara Bjerregaard DEN DNS
Alle resultater
Seneste nyheder
-
Mindeord: En kæmpe i dansk atletik er gået bort
Dansk atletik har mistet en af sine helt store. Michael Bruun Jepsen er død. Formand Lars Werge minder en stor personlighed og en kær ven.
Læs mere -
De danske VM-atleter er hjemme igen
De danske atleter vendte i denne uge hjem fra VM Inde i Nanjing i Kina. Det var en stor oplevelse både kulturelt og sportsligt.
Læs mere -
Atletik i børnehøjde
Sjov, leg og tumlen. Skive Atletik og Motion har haft stor succes med at introducere de helt små børn til atletikken. Det har åbnet døren for mange potentielle nye medlemmer, øget sammenholdet i klubben og udbredt kendskabet til atletikken som foreningsidræt, fortæller Mikkel Mortensen, der også har en række råd til andre klubber, der vil i gang med atletik for de mindste.
Læs mere -
Fest, forår og høj fart: DM 10 km nærmer sig
Forårsbebuderen DM 10 km landevej (29/3) nærmer sig med hastige skridt. Det er fjerde år i træk, at Aarhus 1900 arrangerer, og alt tegner til en stor dag i Smilets By, når den lokale helt Jacob Simonsen skal ud at forsvare sin titel mod blandt andre Axel Vang, der løber DM for første gang i tre år.
Læs mere