Den endelige EM-trup øget med syv navne
Med tilføjelsen af de sidste kvotepladser ender den danske EM-trup på hele 26 atleter. En størrelse, som en tilfreds elitechef Mikkel Larsen både havde ”håbet og troet på”.
26 danske atleter pakker snart sportstasken og flyver mod Rom, hvor EM begynder om bare otte dage. Syv af dem fik torsdag den endelig bekræftelse på, at de kan stille til start, og dermed ender den danske EM-trup med en størrelse, som elitechef Mikkel Larsen er ganske godt tilfreds med.
”Det er en af vores største EM-trupper nogensinde, og det er stort set, som jeg havde håbet og troet på. Jeg synes, at det er nogle stærke navne, som vi har fået tilføjet, og flere af dem har bestemt mulighed for at avancere fra de indledende heat,” vurderer Mikkel Larsen.
Blandt de tilføjede navne er Ole Hesselbjerg, som nåede finalen på 3000 meter forhindring ved EM i både ’16 og ’18, mens hele fire kvindelige halvmaratonløbere er blevet tilføjet.
Den danske rekordholder på 800 meter, Annemarie Nissen, har hele tiden ligget til at tage en plads, men i sin seneste start i Frankrig i sidste uge pådrog hun sig en lille skade, hvorfor der til det sidste har været lidt tvivl om, hvorvidt hun nåede at blive klar. Men det blev hun.
Mikkel Larsen havde også håbet at kunne tilføje det unge stortalent Sofia Thøgersen, som ved VM sidste sommer satte dansk rekord på 1500 meter.
”Sofia har døjet med skader i foråret og har derfor ikke konkurreret. Hun er igen godt løbende og kunne have startet, men vi har i samråd valgt at spare hende, da hun også er i spil i forhold til OL.”
De syv tilføjede navne:
Gustav Lundholm Nielsen (Sparta) - 400 meter
Ole Hesselbjerg (Sparta) - 3000 meter forhindring
Annemarie Nissen (Sparta) - 800 meter
Sara Schou Kristensen (AGF) – halvmaraton
Carolien Milenaar (AGF) – halvmaraton
Nanna Bové (Sparta) – halvmaraton
Karen Ehrenreich (Aarhus 1900) – halvmaraton
De 19 navne, som blev udtaget d. 28/5
EM Atletik finder sted i Rom i dagene 7.-12. juni.
Seneste nyheder
-
Den danske hold til Corsa dei Castelli International 10k er udtaget
Den 18. oktober afvikles det internationale 10 km løb for U23-løbere for fjerde gang i den historiske italienske by Trieste. Fire stærke danske løbere er udtaget til et løb, som Danmark har gode minder fra.
Læs mere -
Resultatrullen oktober
Fremads Gustav Krøl vandt en spændende udgave af Eremitageløbet, hvor Sylvia Kiberenge tog sin 10. sejr!
Læs mere -
Cross-turnering for børn og unge vender tilbage
Hvilken bedre måde at holde formen og motivationen på over vinteren end en cross-turnering. Dansk Atletiks Cross Cup Øst vender tilbage i form af en række mudrede, udfordrende og hamrende sjove løb til børn og unge. Tilmeldingen til første afdeling er netop åbnet.
Læs mere -
Husk at melde klubskifter inden den 15. oktober
Det er tid at melde klubskifter. Ansvaret ligger hos den modtagende klub og skiftet noteres via Dansk Atletiks nye licensdatabase. Se her hvordan.
Læs mere