Nyhed fra Dansk Atletik
Simon Hansen (bagerst) og Emil Mader Kjær er begge med til at jagte VM-deltagelse for Danmark i forbindelse med World Athletic Relay. (Foto: Deca Text & Bild)

Stærkt Dansk hold til VM i stafet

Seks danske løbere er blevet udtaget til VM i stafet. Her skal de forsøge at løbe Danmark ind blandt de 14 hurtigste nationer i verden, for dermed at sikre deltagelse til sommers VM i Atletik.

Den 10. og 11. maj afvikles VM i stafetløb under navnet World Athletics Relays i Guangzhou, Kina.  Danmark stiller med et stærkt hold på mændenes 4 x100 meter bestående af Simon Hansen, Frederik Schou-Nielsen, Emil Frænde, Emil Mader Kjær, Kojo Musah og Valentin Jensen.

Ifølge landstræner i stafet Tony Lester er holdet et af de stærkeste, der nogensinde er samlet og ambitionerne er at sikre sig en af de 14 billetter til sommerens VM i atletik, som er i spil i forbindelse med World Athletics Relays.

”Vi er lige kommet hjem fra træningslejr, og drengene har arbejdet hårdt og professionelt. De vil virkelig det her. Der er masser af fart i gruppen, og der er masser af erfaring. Det er folk, der har stået i mange store finaler og modtaget og givet stafetten videre 1000-vis af gange. Den eneste nye er Valentin, og han er dygtig selvom han er førsteårs-senior. Hvis vi formår at bruge den kollektive erfaring og holde fast i alt det, vi har trænet på det sidste, så tror jeg vi har gode chancer for at blive blandt de 14 hurtigste nationer (og dermed sikre deltagelse til VM i atletik red.)”, siger Tony Lester.

Kigger vi på de personlige rekorder hos løberne, så har landstræneren, da også noget at have den optimisme i.  Holdet består af de tre hurtigste danske 100meter-løbere gennem historien - Simon Hansen, Kojo Musah og Emil Mader Kjær, mens både Frederik Schou-Nielsen og Valentin Jensen også er i top ti på alle tiders rangliste. 

Stafetterne er en af de store satsninger de seneste år i dansk atletik og henholdsvis mændenes og kvindernes 4 x 100 meter har siden 2018 opnået historisk gode resultater med OL- og VM-deltagelse samt den første mesterskabs-stafetfinale i 104 år i forbindelse med EM 2024.   

De seneste år har holdene dog været ramt af skader og uheld og resultaterne har svigtet. 

”Vores bedste løbere er rigtig stærke, men vi savner den bredde i eliten, som de store atletiknationer har. Det gør os lidt udsatte. Derudover er der mange ubekendte i en stafet. Det er fx meget vanskeligere at løbe i bane 1 end i bane 5. Man er også nødt til at løbe med en lille risiko. Især fordi, vi ikke har de aller hurtigste individuelle tider, må vi satse lidt mere i skiftene. Det er dog noget vi har trænet rigtig meget, og gutterne har styr på det – de skal bare gøre, som de altid gør, så skal det nok blive godt, siger Tony Lester.

Fakta om World Athletics Relays

World Athletics Relays afvikles 10.-11. maj 2025 i Guangzhou, Kina. 
32 nationer deltager og kæmper om medaljer og ikke mindst VM-deltagelse i 4 x 100m og 4 x 400m for henholdsvis mænd og kvinder og i mix-stafet bestående af to kvinder og to mænd. Danmarks stiller med et hold – mændenes 4 x 100 meter. 
Det danske hold har to muligheder for at kvalificere sig til VM i forbindelse med World Athletics Relays. Det kræver en top to i enten det første heat på dag 1 eller i heatet på dag 2. 

Seneste nyheder