Nyhed fra Dansk Atletik
Især milen ved dette års Royal Run har tiltrukket en stor del af den danske elite. Her skydes elitefeltet i gang i 2023. Foto: Camilla Hylleberg

Atletik i ugen: Eliten til Royal Run, mens Janne jagter VM

Royal Run har i år tiltrukket et spændende elitefelt, men inden det skydes afsted mandag, er flere stærke danske løbere at finde på banerne rundt om i Europa, mens Janne Nielsen jagter ranking point på vej mod VM.

Efter et par intense weekender, hvor hele fem danske mesterskaber fandt deres afgørelse, er der mere ro på i den kommende. I hvert fald, hvad mesterskaber angår. De danske atleter er stadig i fuld sving, og falder alt i hak, kan weekenden byde på rigtig flotte resultater. 

Stærkt elitefelt til Royal Run
Den helt store løbebegivenhed de kommende dage er Royal Run, der igen i år afvikles i fem byer rundt om i landet. Knap 100.000 deltagere snører løbeskoene, og selvom der i den grad er tale om et breddeevent, er elitefeltet på milen i København alligevel interessant og tæller en række af de navne, der også er i aktion tidligere på ugen. 

Således er den danske rekordholder på indendørsmilen (3:53,80) Kristian Uldbjerg (AGF) til start og må betegnes som favorit. Han er oppe mod Andreas Lindgreen og KIFs Andreas Holst Lange samt stærke unge kræfter som William Thøgersen og Hellas Mikkel Fredborg Nielsen, der i den forgangne weekend satte en stor PR med flotte 1:54,86 på 800 meter.

Hos kvinderne er AGFs Alberte Kjær oppe mod Line Schulz (Aarhus 1900) og en stærk spartatrio bestående af Juliane Hvid, Anna Helwigh og Josefine Thestrup. 
Aline Hedegård Bruhn (FIF ), Dicte Bundgaard (Viborg) og Bjørk Adamsen (Kolding KFUM) er blandt de unge løbere, der bejler til sejren. 

Royal Run sendes på TV2 og på tv2play på mandag fra kl. 10

Janne jagter VM
Janne Nielsen, der med sidste weekends danske rekord tog et stort skridt op i verdenseliten, øjner pludselig muligheden for en VM-kvalifikation og har sat jagten ind på de nødvendige ranking point. Det fører hende i denne weekend til Lucca i Italien til Lucca International meeting.
Stævnet kan streames her og du kan læse mere om det her.

Katrine Koch sikrede sin VM-deltagelse med et imponerende kast i den forgangne weekend på hele 74,21 meter, og hun sender også hammeren på langfart i den kommende uge. Det sker tirsdag ved et stævne i Kladno, Tjekkiet, som du kan følge her. I sidste uge var hun bare en cm fra sin egen danske rekord, så måske den er i spil igen. 

Danske løbere på banen
Andreas Bock (AGF) åbnede sin banesæson i Karlruhe i sidste weekend med en andenplads og en stor PR på 5.000 meter i tiden 13.45,66. Den 25-årige AGFer har været virkelig godt løbende de sidste mange måneder og meldingen fra hans team er at han har mere i sig. Det får han lejlighed til at vise lørdag, når han løber under bedre forhold og i et stærkere felt ved Fast5000-stævnet i Frankrig - og måske, hvis alting flasker sig, kan han begynde at nærme sig Joel Iblers danske rekord på 13.22,74.
Læs mere om stævnet her

På den lidt kortere distance løber Kristian Ulbjerg sæsonens anden 1.500 meter, når han stiller til start ved det norske 1.500-stævne, Jessheim, fredag aften. Meldingen lyder, at han lægger ud i 3:35-tempo, hvilket vil være ny PR til den garvede AGFer.

Uldbjerg er imidlertid ikke den eneste dansker på startstregen på distancen. Den flerfoldige danske rekordholder Sofia Thøgersen løber også sæsonens første 1500 meter ude, og efter et flot PR-løb i sidste weekend på 5.000 meter, hvor det trods vanskelige forhold blev til 15:26,92 tyder det på at den unge spartaner er i god form. Også Sofias lillebror William og Spartas mere rutinerede Andreas Lindgren er at finde på startstregen til stævnet, hvor den norske VM-bronzevinder Narve Gilje Nordås ligner en stor favorit.
Stævnet kan streames fredag fra kl 20.10.  

Seneste nyheder