Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Weekenden nærmer sig, og selvom det umiddelbart er en stille en af slagsen, har Copenhagen Open i Hvidovre lykkedes med at tiltrække en stor del af den danske elite.
Den blå tartan er kendt for at være hurtig og vindforholdene på vestegnen ofte gunstige og mange jagter derfor hurtige tider og vigtige EM-ranking-point på Hvidovre stadion lørdag og søndag.
Det er især kvinderne, der løber med opmærksomheden.
På den flade 100 meter er der således glædeligt gensyn med den danske rekordholder og EM-tre´er Ida Karstoft, der gjorde comeback ved nordiske med fuldstændigt fænomenale 11,10 sekunder (dog i alt for meget vind). Skal hun klare det direkte krav til EM, skal hun under 11,18 og dermed skære 14/100 af sin egen danske rekord.
Hun er oppe mod en stribe af vores største sprinttalenter i form af Amaya Kruse, Alma Ravn (begge sparta), Ronja Christophersen (Køge) og Frederikke Voss (Aalborg). De fire satte i fællesskab ny dansk U23 rekord på 4 x 100 meter ved NM, men er nu hinandens konkurrenter.
Kvinderne løber 100 meter indledende lørdag kl. 14:05 og finaler starter kl. 15.40
I 100 meter hæk er der også europæisk topniveau, når de tre hurtigste danske kvinder gennem tiderne tørner sammen. Den nyslåede danske rekordindehaver Ida Beiter Bomme er nok favorit, men den tidligere rekordindehaver og EM-fire Aarhus 1900s Mette Kammer (tidl. Graversgaard) og Idas klubkammerat Annika Haldbo, der med 12,96 sekunder ved nordiske er nummer tre på alle tiders danske rangliste, vil gøre hvad de kan for at presse hende.
Kvindernes hæk løbes lørdag kl. 12.55
Revanche fra NM
Og europæisk topniveau er der sådan set også i kvindernes diskos, hvor det unikke danske podie fra de Nordiske Mesterskaber er til start. Det betyder, at NM-vinder, lokale Annesofie Hartmann, igen skal op i mod nummer to og tre fra det mesterskab i form af den danske rekordholder, Lisa Brix (Sparta) og den danske U23 rekordholder Anne Juul Jensen (Viking).
Lisa og Annesofie ligner ret sikre deltagere ved sommerens EM, og Anne er med en solid PR på 57,71 meter også godt på vej dertil. Lever de tre op til deres bedste, er det ikke usandsynligt, at vi får tre kvinder, der kaster tæt på 60 meter!
Kvindernes diskos afgøres lørdag kl. 16.15
På 400 hæk jagter en meget formstærk Martha Danneskjold Rasmussen (Aarhus 1900) rankingpoint frem mod EM, og på 200 meteren vil der være gensyn med den unge kvartet fra 100meteren, ligesom der vil være lejlighed til at se længdespringer Bjørk Nørremark prøve kræfter med den lange sprint.
Kvindernes 400 hæk løbes søndag kl. 13.55 og 200meteren søndag kl. 16.30
Tætte sprintopgør på mændendes 100 og 200 meter
Det er nu ikke fordi vi helt skal glemme herrerne.
På 110 meter hæk er stærke Andreas Christoffersen (Sparta) til start, mens feltet på den flade 100 meter ser stærkt og tæt ud og bl.a. byder på OL-deltager Frederik Schou-Nielsen (Sparta), unge Andreas C. Christoffersen (Roar) samt de stærke talenter Matthew Mattioli (KIF) og Benjamin Brooks (Odense).
De to sidstnævnte er også til start på 200 meter, hvor Spartas Sophus Ramsgaard Jensen, der med 20,96 har løbet hurtigst af alle, også er til start.
Mændenes løber 110 hæk lørdag kl. 13.10, mens indledende på 100-meter skydes i gang samme dag kl. 14:25. Finaler fra kl. 16.05. 200-meteren løbes søndag kl. 16.55.
Se komplet program og fulde startlister på Imars
1500 meter i Loughborough og på Østerbro
Udover stævnet i Hvidovre jagter den danske rekordholder på 800-meter, Annemarie Nissen (Sparta), endnu en hurtig 1500-metertid ved Brittish Milers Club-stævnet i Loughborough. Hun har siden skiftet til den lange distance løbet tre løb med en bedste tid på 4:10,54.
Annemarie løber lørdag kl. 19.45 dansk tid
Stævnets hjemmeside
Mere mellemdistance er der også tirsdag i næste uge, hvor den danske baneløbsserie Trakcs når til Østerbro i København. Her løbes 800, 1500 og 5000 meter og man kan stadig nå at tilmelde sig – både med og uden pigsko.
PT tæller startlisten bl.a. Vejles dobbelt U20 VM-deltager Sebastian Grønkjær, der stiller op på 1500 meter mod bl.a. Spartas stærke William Thøgersen.
Se startlister og resultater på Roster
Endelig er der denne weekend også NM i mangekamp. Mesterskaberne afholdes i Oslo i Norge, og Danmark har sendt 11 stærke atleter afsted.
DM i kapgang afgøres i Korsør
Ikke en weekend uden et dansk mesterskab. Denne gang er det kapgang, der sørger for at, at vi holder den frekvens. Det gør de, når de på atletikbanen i Korsør skal afgøre DM 10.000 meter for herrer og DM 5.000 meter for kvinder. Det sker på lørdag kl. 12.00, og det er Phønix VI39, der arrangerer.
Startlister og resultater via Roster.
Seneste nyheder
-
Trænerstafetten: "Ingen udvikler sig alene"
"Stærke relationer er ikke et biprodukt af succes – de er en forudsætning for den". I sommerens sidste trænerstaffet samler kastetræner Carsten Bomme depechen op, og reflekterer over, hvordan en relativt smal diciplingruppe kan voks sig stærkere - både i bredden og i toppen.
Læs mere -
Invitation til 60 års fødselsdag
Dansk Atletiks formand fylder 60 år og i den anledning inviterer vi til reception i Idrættens Hus, torsdag den 27. august kl. 15-17.
Læs mere -
EM U18. De danske atleter er udtaget
11 talentfulde atleter i 14 forskellige discipliner. Det er et lovende hold Dansk Atletik sender til Rieti i Italien, hvor de europæiske U20 mesterskaber skal afgøres. Se holdet her:
Læs mere -
Resultatrullen juli: Mette Kammer vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere