To generationer spiller ud
VEJEN TIL PARIS. De tilhører hver sin generation af løbere, men har samme altoverskyggende mål: at kvalificere sig til OL på 3000 meter forhindring. For 34-årige Ole Hesselbjerg vil det i givet fald være tredje gang, mens stortalentet Axel Vang Christensen kan blive den yngste på herresiden siden 1920. Lørdag gør sidstnævnte et imødeset comeback i favoritdisciplinen efter styrtet ved EM for to år siden.
For mange år siden lovede Ole Hesselbjerg sin farfar, at han en dag ville løbe ved OL. Ole holdt sit løfte, men farfaren nåede aldrig at opleve det. Han døde i april 2016, få dage før barnebarnet i USA løb en tid på 3000 meter forhindring, som endte med at bringe ham til legene i Rio.
For nylig blev Hesselbjerg selv far for første gang, og selvom han ikke har afgivet sin to måneder gamle søn noget løfte endnu, vil han gøre alt for at få et tredje OL med – og gerne med den lille på tribunen.
”Ja, det kunne da være fedt at have ham med til Paris!”
Med sine 34 år taler statistikken umiddelbart ikke for, at Hesselbjerg ender med at stå på startstregen på Stade de France. Faktisk skal vi tilbage til Moskva 1980 (Jørn Lauenborg) for at finde en ældre deltager på herresiden, men hvorfor skulle det mønster ikke blive brudt? For bare otte dage siden i Spanien - i sin første start i favoritdisciplinen i to år løb Hesselbjerg således 8:29,16 - karrierens 7. bedste tid. Og der er mere at komme efter.
”Grundet sygdom mistede jeg nogle vigtige kvalitetspas på træningslejren op til, så jeg både tror og føler, at der er mere i mig,” lyder det fra Hesselbjerg, der trænes af belgieren Tim Moriau, mens hans træner siden ungdomsårene, Heidi Whitehead, stadig er med på sidelinjen, når der løbes intervaller på Østerbro Stadion.
En sværere vej til OL
I 2016 havde comeback-tiden udløst en OL-billet, men i dag skal der væsentligt mere til. Det internationale niveau er hævet, og samtidig er der kun 36 pladser på 3000 meter forhindring mod tidligere 45. Det første mål nu bliver at få knækket EM-kravet (8:25) ved NM i Malmø (18-19/5), som er hans næste start.
Ole Hesselbjerg under EM i Berlin 2018, hvor han nåede sin anden EM-finale. (Lone Dybdal)
Efter OL i Rio fulgte Hesselbjerg op ved i 2018 at nå sin anden EM-finale, inden karrieren foreløbig kulminerede, da han ved Paavo Nurmi Games i 2021 slettede Flemming Jensens legendariske danske rekord fra 1987. En præstation, som også bragte ham til hans andet OL i Tokyo det år, inden en operation og længere tids genoptræning fulgte. Skulle det blive til et tredje OL, tilslutter han sig en eksklusiv klub, som p.t. kun tæller Thyge Thøgersen (1952-60), Joachim B. Olsen (2000-08) og Sara Slott Petersen (2012-21).
Teenager med OL-drømme
Mens den ene jagter sit tredje OL, drømmer 19-årige Axel Vang Christensen om sit første. Stortalentet fra FIF Hillerød tog allerede i 2022 det første skridt, da han kvalificerede sig til EM i München. Mesterskabet bød dog bogstaveligt talt på et bump på karrierevejen, da Axel efter et styrt måtte bæres fra banen. Forude skulle der vise sig at vente endnu mere modgang i form af en operation i akillessenen og en efterfølgende genoptræning, som blev forceret. I det eneste baneløb sidste sommer, i Belgien, måtte han udgå godt halvvejs i 5000 meteren. Efterfølgende blev han diagnosticeret med mononukleose.
”Jamen, jeg overvejede virkelig at opgive karrieren. Jeg tænkte: Det var så det, men jeg fik trods alt to gode år.”
Det blev heldigvis kun ved den dystre tanke. Med den spektakulære sejr ved EM Cross (U20) i december og dansk rekord på 10 km landevej måneden efter har han rejst sig med fornyet styrke. Menneskeligt er han modnet med et års ophold i England og er netop flyttet hjemmefra, til Frederiksberg.
Axel Vang vinder EM-guld foran den stærke hollænder Niels Laros. (DECA Text&Bild)
En klækkelig PR-forbedring på 1500 meter (3:42,53) i Frankrig for seks dage siden – efter en afsluttet højdetræningslejr i Sierra Nevada - betød en perfekt optakt til lørdagens imødesete comeback i Karlsruhe på favoritdistancen, som bliver hans første siden det fatale styrt.
”1500 meter-tiden var en positiv overraskelse. Den viser, at mit anaerobe grundlag er godt, og det taler da for en god tid på lørdag, men i forhindringsløb handler det jo meget om teknik. Jeg håber på at få et godt udgangspunkt frem mod de kommende stævner med en tid under 8:30, og gerne også under EM-kravet,” fortæller Axel, der efter Karlsruhe løber ved det traditionsrige pinsestævne i Rehlingen (19/5), inden han håber at få sin Diamond League-debut i Stockholm d. 2. juni.
To generationer, samme mål
Det er altså to løbere fra hver sin generation med samme altoverskyggende mål. Interessant nok har de to endnu aldrig dystet mod hinanden, men respekten er gensidig. Med forskellig træner såvel som klub er omgangskredsen ikke den samme.
”Vi har tilfældigt mødt hinanden på træningslejr i St. Moritz og trænet lidt sammen. Og så har vi da snakket godt sammen. Axel har altid været respektfuld og sød overfor mig. Jeg er spændt på at se, hvad han kan løbe på lørdag; hans 1500 meter lover godt. Det peger på en hurtig tid,” lyder det fra Hesselbjerg, hvis seneste nederlag til en landsmand (i forhindringsløb) var ved DM i Odense 2010, hvor det blev til sølv efter Hvidovre-løberen Stephan Alex Jensen.
Efterfølgende vandt han titlen syv år på stribe, men siden 2019 er Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) - i Hesselbjergs fravær – alle gange løbet med guldet. Om det bliver et møde ved DM, vil tiden vise. Hesselbjerg håber dog, at de kan mødes før.
Møde i Rom?
”Vi kommer jo nok i hvert vores heat til EM, så jeg håber, at vi kan mødes i finalen.”
Selv gør Axel Vang det også klart, at der bestemt ikke er tale om, at de bevidst har undgået hinanden:
”Det kunne virkelig være spændende at løbe mod Ole. Det vil jeg meget gerne. Jeg har jo set op til ham, siden jeg begyndte at løbe forhindring.”
Axel fylder 20 år den 30. juli – to dage før atletikkonkurrencerne ved OL begynder. Om han ender med at fejre den runde dag i OL-byen, vil han gøre det som dansk atletiks yngste på herresiden i mere end 100 år.
Forhåbentlig vil Ole Hesselbjerg også være der til at gratulere.
VEJEN TIL PARIS '24. I den kommende tid bringer vi her på hjemmesiden en række artikler med olympisk vinkel. Med fokus på de atleter, der kæmper for at komme med, men også med et blik tilbage i den lange og rige OL-historie.
Seneste nyheder
-
Sæsonrevy #10: Gustav tog endnu et ryk og erobrede rekorden
Et nyt år, en ny forbedring. Sådan har det altid været for Gustav Lundholm Nielsen, og 2024 var ingen undtagelse for 400 meter-løberen, der i juli måned tilmed ramte det store mål ved at erobre den danske rekord.
Læs mere -
Sæsonrevy #9: Gennem tunnelen og ud til lysende "10,14"
Efter lange perioder med skader var der i 2024 endelig lys for enden af tunnelen for Emil Mader Kjær. Skive-sprinteren, der fredag fylder 25, var med på stafetholdet i EM-finalen i Rom, og ikke mindst sluttede han sæsonen af med en formidabel sejr, der lover godt for det nye år.
Læs mere -
God jul og godt nytår!
Dansk Atletik ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en rigtig god jul og et godt nytår!
Læs mere -
Sæsonrevy #8: Simon løb sig til et 12-tal
To EM-finaler og et vildt rekordløb til DM. Simon Hansens præstationer i 2024-sæsonen var til topkarakter – også selvom OL ikke gik helt som ønsket.
Læs mere