Nyhed fra Dansk Atletik
Sidste års top 5 er til start igen og får denne gang selskab af den nyslåede rekordholder på 10-km Joel Ibler Lillesø. Foto: Rune Clausen

Store dueller og stærke felter. DM 10 nærmer sig

Atletik i Ugen: Scenen er sat til en af dansk løbs helt store dueller, når  Joel Ibler og Axel Vang tørner sammen til et stærkt besat DM 10, hvor Juliane Hvid ligner en favorit hos kvinderne. Jacob Simonsen er ikke med, men jagter i stedet en hurtig 5km-tid i USA. 

Atletik i Ugen er Dansk Atletiks ugentlige opdatering på den kommende tids vigtigste atletikbegivenheder. Er der fejl i opdateringen eller en begivenhed, der mangler, så send en mail til lasse@dansk-atletik.dk

Det er forår, og det er tid til DM 10. Løbet, som også markerer afslutningen på Craft Løbe Cup, har for femte år i træk Aarhus 1900 som arrangør og afvikles på den smukke og hurtige rute ved Marselisborgskoven.

Små 800 løbere har meldt deres ankomst, og som altid er der lagt op til en eminent løbefest for både motionister, tilskuere og det meste af den danske elite.

Spændende duel
På herresiden er der lagt op til en sjælden duel mellem to af vores allerbedste løbere, Joel Ibler (Bagsværd) og Axel Vang (FIF Hillerød). De to stortalenter har udfordret hinanden siden ungdomsårene og sidder tilsammen på 15 ud af 17 ungdomsrekorder på distancerne 1.500-meter til 10 km. 

Det er dog relativt sjældent, at de mødes head to head. Sidst det skete, var ved DM Cross i 2024, hvor Axel trak det længste strå, og ved Eremitageløbet i 2023, hvor Joel løb fra Axel på bakken mod mål og slog Henrik Jørgensens 36 år gamle løbsrekord.  

Denne gang må Joel dog anses som favorit. Han kommer til løbet med en helt frisk dansk 10-km-rekord på 27:55 og efter en stærk 2025-sæson med bl.a. guld på 10.000 meter ved U23-EM og dansk rekord på både 5.000 meter og 5 km.

Axel tog en meget sikker solosejr ved Craft Løbe Cup for tre uger siden, men efter en lang og tung skadesperiode i 2025, må han betragtes som en mand, der er på vej tilbage i topform.  

Tæt kamp om medaljerne
Det er dog slet ikke givet, at vinderen skal findes blandt de to, for som vanligt har løbet i Aarhus formået at tiltrække hele den danske løbeelite. Ja, vi vil faktisk gå så langt som at sige, at herrefeltet i år er et af de stærkeste nogensinde.

Med undtagelse af AGFs Jakob Simonsen (se mere nedenfor) er de seneste seks års vindere til start og især 2023-vinderen Mikael Johnsen (AGF) har vist god form bl.a. med 13:58 på 5 km ved et løb i Monaco tidligere i år. Mesteren fra 2019, Vexa HLM Runnings Thijs Nijhuis skal bestemt heller ikke afskrives, og det skal sidste års vinder Andreas Bock (AGF) heller ikke, selvom han ikke helt har haft den indesæson, man kunne håbe på.

Derudover vrimler det med outisidere. Spartas Jonas Geertsen løb 1:02:53 på halvmaraton i Berlin for to uger siden, og er benene blevet friske, er han så afgjort podiekandidat.

Det er den danske cross-mester Mikkel Dahl (AGF) også. Han har paradoksalt nok været virkelig godt løbende siden han annoncerede sit karriestop sidste år og meldes i fremragende form. 

Bagsværds Christoffer Frost, der var helt suveræn på 1.500 og 3.000 meter ved DM-inde er, har i hvert fald farten til at gå med de bedste – spørgsmålet er om han har udholdenheden.

Odense stiller med bundsolide Jakob Ejby Steengaard, der altid er god for en topplacering, og den lille overraskelse fra seneste afdeling af Craft Løbe Cup, Bjarke Norre Rasmussen

Juliane favorit hos kvinderne
Hos kvinderne er feltet en smule smallere, men byder stadig på høj kvalitet. Vi savner sidste års vinder Nanna Bové (Sparta) samt Sofia Thøgersen (Sparta), Alberte Kjær og Sara Schou (begge AGF). Til gengæld får vi fornøjelsen af Spartas Juliane Hvid, der for tre uger siden løb den næst hurtigste danske 5-km nogensinde (15:34). Hun har vist storform det sidste halve år, og chancerne for, at hun kan udskifte sidste års sølv med guld ser dermed ret fornuftige ud.
Hun er dog oppe mod en stærk AGF-duo bestående af Carolien Millenaar, der har en PR på 32:41 og fornyeligt løb 1:11:43 på halvmaraton i Barcelona og Anna Emilie Møller. Den tidligere Blovstrød-løve løb 16:04 på 5 km for tre uger siden og lader til hele tiden at bygge på det flotte comeback, hun har været i gang med siden sidste år.

Stærke lokale løbere
Arrangørklubben Aarhus 1900 kan også kæmpe med om medaljerne. Det kan de med navne som Line K. Schulz og Hedvig Valbjørg Gydesen, der faktisk slog Carolien Millenaar til et motionsløb for en månedstid siden.
Vinderen fra 2021 og 2024, Aarhus Fremads Helene Svane er også til start. I 2024 satte hun med flotte 32:30 mesterskabsrekord. Dette bliver dog hendes første start siden, hun blev mor i 2025, så det er usikkert, hvor formen står.  

Spænding om klubkonkurrencen
Ud over individuelle mestre hos både seniorer, masters og ungdommere (16-17, 18-19, 20-22 år), skal der til DM også kæmpes om holdmedajler baseret på de tre hurtigste i hver klasse. 

Endelig skal årets stærkeste løbeklub (senior) og årets sejeste ungdomsklub (ungdommere) kåres. Lige nu føres begge konkurrencer af Sparta, men det er meget tæt. Således er AGF kun otte point efter Østerbro-klubben i seniorkonkurrencen, mens Viborg og AGF er henholdsvis fire og fem point efter københavnerne i ungdomskonkurrencen.  

Se komplette startlister og tidsplaner på Roster, og mød op og hep på lørdag ved  Aarhus Atletik og Løbeakademi. Åben start kl. 11.30. Elitestart kl. 13.00

Simonsen på rekordjagt i USA
Jacob Simonsen vandt DM10 i ny mesterskabsrekord i 2024, og var skadet sidste år. I år skyldes hans fravær  heldigvis ikke skader eller sygdom, men at han er på træningslejr i USA. Her løber han søndag det lynhurtige gadeløb Carlsbad 5000, og mon ikke han her vil forsøge at tage en dansk rekord tilbage fra Joel Ibler? Joels 5 km-rekord er fra december 2025 og lyder på 13:38. Simonsens bedste tid på distancen er 13.57, men blev løbet tilbage i 2022.

Følg løbet her

Om DM 10 km landevej
-Fra 1973-1996 blev der dystet på 15 km. Siden 1997 har distancen været 10 km for begge køn. Med aflysningen i 2020 bliver mesterskabet det 29. i rækken.

De seneste ti års mestre
2025 Andreas Bock Bjørnsen (AGF) 29:32 / Nanna Bové (Sparta) 32:50
2024 Jacob Simonsen (AGF) 28:58 MR / Helene Svane (Aarhus Fremad) 32:30 MR
2023 Mikael Johnsen (AGF) 29:10 / Nanna Bové (Sparta) 32:35
2022 Axel Vang Christensen (FIF Hillerød) 29:01 / Alberte Kjær Pedersen (AGF) 33:18
2021 Axel Vang Christensen (FIF Hillerød) 29:43 / Helene Svane (Aarhus Fremad) 35:06
2020 Aflyst
2019 Thijs Nijhuis (Viborg AM) 29:31 / Laura Valgreen (Odense Atletik) 33:41
2018 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) 29:06 / Anna Holm (Sparta) 34:57
2017 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) 29:19 / Simone Glad (Sparta) 34:55
2016 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) 29:20 / Simone Glad (Sparta) 32.49

MR = Mesterskabsrekord

(seneste værtsbyer: 2025-2022 Aarhus - 2021 Værløse - 2019 KBH – 2018-2015 Middelfart-Strib)

Seneste nyheder