Niels Holst-Sørensen løber som den første, da OL-faklen i 1952 skal bringes til Helsinki. Gunnar "Nu" Hansen til venstre. (foto: arkiv.dk/DIF)

Et langt og eventyrligt liv er til ende: Niels Holst-Sørensen er gået bort

Dansk atletiks første europamester, Niels Holst-Sørensen, gik tirsdag bort i den betragtelige alder af 100 år. Han er ubetinget et af dansk atletiks største navne nogensinde, men karrieren udenfor løbebanen – og den var lang – blev lige så imponerende. 

”Få eller ingen har haft så eventyrlig karriere, eller rettere karrierer, som Niels Holst-Sørensen.” 

Sådan skrev Peter Bistrup i DAF’s jubilæumsbog ”Glimt”, der udkom i 2007 i forbindelse med forbundets 100 års-jubilæum. Mens bogen blev kronikørens sidste opgave (han døde året efter udgivelsen), nåede Niels Holst-Sørensen selv at fylde 100 år. Det skete den 19. december sidste år, hvor den friske fødselar på behørig vis blev fejret med champagne i hjemmet i Hillerød. Tirsdag den 24. oktober nåede hans liv - som også endte med at blive eventyrlig langt – til vejs ende.

Niels Holst-Sørensen fik sit nationale gennembrud i 1941, da han ved DM i Odense det år vandt sølv på 400 meter. Bare halvanden måned efter erobrede den 18-årige gymnasieelev fra Herning GF den danske rekord på distancen med 48,6 ved sæsonafslutningsstævnet på Østerbro Stadion. Tre år senere samme sted - nu som medlem af KIF - pressede han rekorden ned til de 47,6 sekunder, som skulle blive stående som dansk rekord frem til 1971(!). Atletikkarrieren kulminerede dog først to år senere, da han ved EM i Oslo 1946 vandt guld i 47,9 – det første europamesterskab til dansk atletik. Et par dage efter blev det såmænd også til sølv på 800 meter. 

Niels Holst-Sørensen i 2013 i selskab med Nick Ekelund-Arenander, der det år forbedrede den danske rekord på 400 meter, som havde stået siden 1980. Holst-Sørensens rekord stod fra 1944-1971. (NS Foto)

Det blev Holst-Sørensens lod, at hans bedste år faldt sammen med krigen, hvor der selvsagt ikke var mulighed for at rejse ud og konkurrere. Eneste undtagelse var den legendariske landskamp i Stockholm i 1943, hvor han vandt 800 meteren i 1:48,9 – den hurtigste tid i Europa den sæson. Da var han allerede i fuld gang med en militær uddannelse, og som officerselev blev han ved hjemkomsten interneret i et par måneder af den tyske værnemagt.


  
Forberedelserne til OL i London 1948 var ikke optimale. Atletikkarrieren havde allerede fået anden prioritet i forhold til den daglige træning i flyvevåbnet. Alligevel kæmpede han sig frem til finalen på 800 meter, hvor han dog sluttede sidst. 

Generalmajor og IOC-medlem
Karrieren inden for flyvevåbenet endte også til tops. Han steg støt i graderne, og i 1970 blev han udnævnt som generalmajor og chef for det danske flyvevåben, inden han lod sig pensionere i 1987. Herefter gjaldt det den olympiske bevægelse. I 1977 blev han valgt ind som Danmarks repræsentant i IOC. En plads, han bevarede helt frem til 2002, hvor han faldt for aldersgrænsen på 80 år. 

Da DIF for to år siden i forbindelse med sit 125 års-jubilæum afholdt en stor galla og tv-transmitteret kåring af ”Danmarks største sportsnavn siden 1896” sås Niels Holst-Sørensen blandt gæsterne. Selv om den aldrende herre ikke nåede med i den eksklusive gruppe af otte navne, som blev udvalgt blandt ham og 124 andre nominerede, var han bestemt ikke glemt. 

I Peter Bistrups bog fylder omtalen af Niels Holst-Sørensen mere end fem sider. Og det er ikke kun en lang opremsning af rekorder og andre meritter:

”Trods sin høje militære rang forstod han at holde benene på jorden. Det er sjældent, at man kan møde et så venligt og imødekommende menneske som ham, og vi atletikfolk er naturligvis stolte over at have ham i vores midte.”

Bisættelsen finder sted fra Gadevang Kirke i Hillerød lørdag 4.11 kl. 12.00. Familien oplyser, at alle er velkomne til at deltage.


Niels Holst-Sørensen
(19/12-1922 – 24/10-2023)

-Europamester på 400 meter 1946 – sølvvinder på 800 meter
-OL-finalist 800 meter (nr. 9) i London 1948 
-Dobbelt dansk mester på 400/800 meter fem år i træk 1943-1947

Danske rekorder
400 meter
48,6 – Østerbro 24-09-41
48,4 – Østerbro 14-07-44
47,6 – Østerbro 20-08-44 (først forbedret i 1971)
800 meter
1:53,5 – Horsens 02-08-42
1:52,3 – Østerbro 23-08-42
1:50,4 – Østerbro 17-07-43
1:48,9 – Stockholm 28-08-43 (forbedret af Gunnar Nielsen i 1954)

Lars Werge, (nu afgået) næstformand i Dansk Atletik, var blandt gratulanterne, da Niels Holst-Sørensen den 19. december rundede et usædvanlig skarpt hjørne. (privatfoto) 

Seneste nyheder