Tre løb var nok for Ida: Ny dansk rekord i nat
Med 22,60 sekunder skar Ida Karstoft i Florida natten til lørdag dansk tid syv hundrededele af sin egen 200 meter-rekord fra 2022. Dermed synes den danske EM-bronzevinder at styre mod OL, selvom der mangler 0,03 i at indfri det direkte kvalifikationskrav.
22,60 sekunder. Dansk rekord til Ida Karstoft i hendes blot tredje løb siden comebacket i sidste måned. Den stærkt glædelige nyhed blev en realitet, da den 28-årige Sparta-atlet natten til lørdag i Gainesville, Florida løb i mål som nr. 3 i et stærkt besat 200 meter-heat.
Karstoft forbedrede i sommeren 2022 den danske rekord ved fire stævner på stribe, den sidste i Madrid den 18. juni med 22,67. Karstoft er altså ikke bare tilbage, men øjensynligt også bedre end nogensinde før.
”Er bare så glad, men må indrømme, at 22,57 havde været en lille smule sjovere,” skriver Karstoft på Instagram med henvisning til det direkte OL-krav.
Et fantastisk resultat
En dansk rekord i sprint – og så endda i april måned – er og bliver noget særligt. Det glæder selvsagt elitechef Mikkel Larsen:
”Det er et fantastisk resultat. Efter en vinter og et forår med fuld fokus på den vigtige 2024-sæson viser hun, at den dedikerede indsats virker. En dansk rekord allerede nu giver store forhåbninger frem mod de kommende mesterskaber.”
Planen nu er at blive i Florida, hvor hun får selskab af de to stafetlandshold, der ankommer den 24. april på en pre-camp forud for det vigtige World Relays i Bahamas den 4.-5. maj. Herefter går den europæiske sæson i gang med bl.a. en forventet start ved Bislett Games den 30. maj.
Forhåbentlig kan et dansk publikum opleve hende ved DM i Hvidovre 29.-30. juni. Kuriøst nok har Karstoft aldrig været dansk mester på 200 meter udendørs: I debuten i 2017 vandt hun sølv efter Sara Slott Petersen, mens hun året efter måtte se sig knebent besejret med 0,01 af Mathilde U. Kramer. I 2019-2021 var hun skadet, og i 2022, da det endelig skulle være, måtte hun grundet sygdom melde afbud til DM-ugen i Aalborg.
Nærmer sig ikonisk rekord
Med rekordløbet kom Karstoft ikke bare tættere på OL, men også den ikoniske nordiske rekord på 22,39 sekunder, som har stået siden 1973 og tilhører Mona-Lisa Pursiainen. Finnen, der døde i 2000, var hverken før eller siden i nærheden af den tid. Således står Ida Karstoft nu noteret for 10 af de 13 hurtigste tider i Norden.
/JW
Tom Jones Memorial – Gainesville FL USA
200 meter kvinder A-finale (vind +1,4 m/s)
1. Favour Ofili, Nigeria 22,33 sekunder
2. Anavia Battle, USA 22,56
3. Ida Karstoft, DK-Sparta 22,60 DANSK REKORD
Resultatlink
Rekordforbedringer siden 1983
22,60 Ida Karstoft – Gainesville FL 12. april 2024
22,67 Ida Karstoft – Madrid 18. juni 2022
22,73 Ida Karstoft – Oslo 16. juni 2022
22,76 Ida Karstoft – Vári 2. juni 2022
22,81 Ida Karstoft – Poznan 27. maj 2022
23,36 Dorthe A. Rasmussen – Potsdam 9. juni 1983
Seneste nyheder
-
Europæisk topniveau ved Copenhagen Open i Hvidovre
Atletik i ugen: Et enkelt DM og derudover en række stærke danske sprintere, der jagter hurtige tider og EM-ranking-point. Det er hovedingredienserne i endnu en spændende dansk atletikweekend.
Læs mere -
Trænerstafetten: "Vi skal ikke fokusere på den enkelte, men på miljøet"
Asle Rønning Tjelta samler her trænerstafetten op. Den norskfødte disciplinansvarlige for mellem- og langdistanceløb i Dansk Atletik reflekterer med sine erfaringer fra det norske løbemiljø og den udvikling det har gennemgået de sidste 20 år over, hvordan man løfter dansk løb. Og så inviterer han til et inspirationsmøde i løbet af sommeren.
Læs mere -
Millenaar og Simonsen generobrer tronerne til DM i halvmaraton 2026
AGF tager en dobbeltsejr ved DM i halvmaraton i en tralv weekend, hvor de danske trailløbere deltog ved EM og de danske kastere led et knebent nederlag til Norgen. Reportage, resultater og reaktioner.
Læs mere -
Resultatrullen juni: Monneret vinder i Finland
Dette er Dansk Atletiks resultatrulle. En blog, som løbende opdateres med de relevante danske atletikresultater, som ikke bliver behandlet selvstændigt.
Læs mere