We are Denmark
Dansk Atletik
Ved EM i Berlin 2018 vendte et dansk 4x100 meter hold tilbage på mesterskabsscenen efter 35 års pause. (Lone Dybdal)
ELITE

Hurtigere som ét hold: Stafetpigerne, som tog alle med storm

: Jeppe Weinreich

VEJEN TIL PARIS. Det kvindelige 4x100 meter-hold har de seneste sæsoner været en solstrålehistorie i dansk atletik. Driftssikker og næsten altid god for en rekord, når det virkelig gælder. Med kvalifikationen til OL i Tokyo for tre år siden skrev de historie. I weekenden skal det så vise sig, om de kan gentage bedriften.    

OL 1948, VM 1983 og EM 2018.

Engang, for ikke så mange sæsoner siden, syntes der at skulle gå præcis 35 år imellem, at man så et dansk hold på kvindernes 4x100 meter ved et stort mesterskab. Sådan er det lykkeligvis ikke længere. De tre enligt stående årstal ovenfor kom ikke til at danne et mønster. Siden Berlin 2018 har man således kunnet glæde sig over at se en kvindelig dansk kvartet i aktion ved OL i Tokyo såvel som to verdensmesterskaber – og for nylig blev stafetlandsholdet forhåndsudtaget til EM i Rom i starten af juni. Om det skal lykkes at komme til OL i Paris, afgøres førstkommende weekend ved World Relays i Bahamas.

Stafetløbet, denne fascinerende disciplin hvor så meget kan nå at gå galt på så kort tid, har fået et veritabelt gennembrud i dansk atletik. Det har sat sit tydelige fodaftryk på ranglisterne, hvor niveauet, målt på top såvel som bredde, aldrig er set bedre. Et afbud fra en skadet Mette Graversgaard – der har været involveret i 15 af de 16 hurtigste præstationer nogensinde – er selvsagt et tab, men så langtfra fatalt. Flere står klar til at springe til. 

Mens det mandlige stafetlandshold har oplevet at kikse ved et stort mesterskab, har kvinderne vist sig forbløffende driftssikre. Ja, faktisk har de sat dansk rekord alle de gange, de har deltaget ved EM, VM og OL fra 1948 og frem til seneste VM i 2022 – med undtagelse af VM i Doha 2019, hvor de var sølle 0,02 fra at sætte ny rekord. 


London 1948. Til venstre løber Hildegard Nissen (1921-2015) Danmark ind som nr. 5 i OL-finalen.

En succes fra start
Det var en succes fra start af, da det første stafethold ved OL i London satte dansk rekord med 48,2 sekunder i det indledende heat, og i den efterfølgende finale tangerede tiden på en fornem 5. plads.  Rekorden skulle stå frem til 1960. Selvom et landshold i Oslo 1971 pressede tiden under de 46 sekunder, resulterede det ikke i nogen EM-billet. 

Det næste store mesterskab efter London ’48 kom således først ved VM i 1983, hvor en fasttømret, storkøbenhavnsk kvartet med Britt Hansen, Lisbeth Nissen-Petersen, Helle Theil og Dorthe Rasmussen pressede rekorden ned til 45,04 – efter allerede at have sat to rekorder i måneden op til VM. Tiden skulle vise sig at holde som rekord frem til 2018. Intet dansk hold var i løbet af de 35 år for alvor tæt på.

Først i 2017 under sportschef Piotr Haczek blev det et erklæret mål at kvalificere sig til et mesterskab. Ved landskampen i finske Vaasa den sommer kom landsholdet i mål i 45,51, blot for efterfølgende at blive diskvalificeret. Siden dengang er fulgt godt 25 løb, og kun én gang (Oslo 4/6-2019) er resultatet blevet DNF eller DQ. En uhørt god statistik.

Men noget var sat i gang. En uofficiel landskamp i Manchester to måneder senere blev startskuddet til stafet-eventyret. Her præsterede kvartetten med 45,88 den hurtigste tid i 18 år, og sommeren efter lykkedes det så… 


Holdet, der i Lausanne i 2018 slog den 35 år gamle rekord: (f.v.) Mette Graversgaard, Mathilde U. Kramer, Ida Karstoft og Louise Østergård. (Jiro Mochizuki)

Det danske hold havde her fået start i Diamond League-stævnet i Lausanne og kvitterede med omsider at forbedre rekorden til 44,95 sekunder. Dermed var 35 års mesterskabspause forbi, og ved EM i Berlin leverede holdet en unik indsats, da de med 44,09 skar 0,86 sekund af rekorden – den største forbedring siden, ja, London 1948.

OL-kvalifikationen
Ved World Relays i Yokohama 2019 brød holdet en ny grænse med 43,90, og ved samme mesterskab to år senere blev OL-billetten sikret med marginalerne på det danske holds side. Sjældent har man set så megen smittende begejstring, som det lykkelige hold mødte frem til pressen med (se klip her).

#FasterAsOne er holdets hashtag på Instagram, og som Mathilde U. Kramer sammenfatter det i klippet, så har stafetten været hendes eneste vej til OL. Kramer har som den eneste været involveret i samtlige af holdets ti hurtigste tider.         


Doha 2019. Samme hold, der ved VM tre år senere satte den gældende danske rekord. Sammen med Emma Beiter Bomme står de i alt for 58 af de 64 ture, som udgør de 16 hurtigste tider nogensinde. (Lone Dybdal)

OL i Tokyo blev endnu et triumftog for den effektive kvartet – med Emma Beiter Bomme som erstatning for en skadet Mette Graversgaard. Den nye rekord 43,51 fik ved næste års VM – nu med Graversgaard tilbage på pladsen - endnu et tryk ned til 43,46. Der står rekorden nu – bare ni hundrededele fra den nordiske rekord, som Finland satte i VM-finalen 1993.

Sidste sæson bød på endnu et par gode præstationer, ikke mindst ved landskampen i Chorzow, hvor holdet med nytilkomne Klara Loessl blev nr. 2 i 43,89. Altså vel at mærke uden Ida Karstoft, som ikke har løbet stafet siden OL i Tokyo, men nu er tilbage i topform. 

Den olympiske drøm lever fortsat, og skulle det ikke lykkes, er der stadig et EM i næste måned at se frem til såvel som andre mesterskaber de kommende sæsoner. For der går næppe 35 år igen.


VEJEN TIL PARIS '24. I den kommende tid bringer vi her på hjemmesiden en række artikler med olympisk vinkel. Med fokus på de atleter, der kæmper for at komme med, men også med et blik tilbage i den lange og rige OL-historie. 

Seneste nyheder