Fra nuværende til tidligere DIF-formand. Hans Natorp overrækker Niels Nygaard forbundets fornemste hæder. (Lars Møller)

Tidligere DAF-formand modtager fornem hæder

Ved lørdagens årsmøde i Danmarks Idrætsforbund blev en overrasket og beæret Niels Nygaard hædret med DIF’s ærestegn.  

Nok tilhørte Niels Nygaard i 70erne den danske elite inden for langdistanceløb, men det er først og fremmest som idrætsleder, at skibonitten har sikret sig et eftermæle. Det blev understreget med al tydelighed, da han ved lørdagens årsmøde i DIF modtog forbundets ærestegn.

Niels Nygaard, 71, var formand for DIF gennem 14 år og tre olympiske lege. Tokyo skulle have været det fjerde og sidste, men efter udskydelsen til 2021 blev det i stedet hans afløser, Hans Natorp, som fik dét OL med. Meget passende var det netop Natorp, den nuværende formand, som overrakte Nygaard forbundets fornemste hæder – og gav ham følgende lovord med på vejen:

”Niels Nygaard er en central skikkelse inden for dansk idræt, foreningsliv og erhvervsliv, og hans betydningsfulde bidrag er uomtvisteligt. Med en imponerende karriere bag sig har han vist en enestående evne til at samle mennesker, skabe tillid og drive resultater fremad, hvilket gøres evident gennem hans dybe netværk ind i både forenings- og erhvervsliv samt gode indgange på højeste politiske niveau, Christiansborg.”

DAF-formand 1986-1992
Udover de tre OL som DIF-formand tæller cv’et også et par olympiske lege – i 1988 og 1992 – som formand for Dansk Atletik Forbund. Før den tid var han direktør for og derpå ejer af det familiedrevne Gl. Skivehus Hotel, som ikke mindst mange atletikfolk har boet på i forbindelse med DM-inde. Det førte til en post som formand for brancheorganisationen Horesta, inden de næste mange år ledte ham tilbage i sportens verden.

Det imponerende cv tæller således formandskaber for DAF (1986-92), VisitDenmark (2003-07) og DIF (2007-21), inden han endte som præsident for Den Europæiske Olympiske Komité. Her sad han til 2021, hvor han tabte kampvalget til et græsk IOC-medlem.

Selvom fødselsåret lyder 1953, er Niels Nygaard så langtfra færdig med at gøre sig gældende. Siden 2021 har han således siddet som formand for Sport One Danmark; et selskab, som har til formål at generere midler til ejerne (Team Danmark & DIF) gennem forvaltning af de tilknyttede rettigheder.

For den indforståede atletikfan oplister vi her - for god ordens skyld - Niels Nygaards personlige rekorder:

1500 meter: 3:51,6 (1975)
3000 meter: 8:19,8 (1975)
5000 meter: 14:15,0 (1975)
10000 meter: 30:21,6 (1976)

 

-JW

Seneste nyheder